Det er blevet dagligdag efter efterårets budgetforhandlinger.

V/ 1. viceborgmester Marie-Louise Andreassen

 

Mellem Gentofte Kommune, Lyngby - Taarbæk Kommune og Søllerød Kommune er der netop indgået en aftale om at indstille til de respektive kommunalbestyrelser, at skatteforvaltningerne i de tre kommuner samles i et fælles ligningscenter. Formålet er at skabe et højt fagligt niveau i skatteopgaveløsningen. På sigt er det hensigten, at der skal opnås effektiviseringsgevinster.

Gentofte Venstre støtter projektet. Vi ser samarbejdet som et vigtigt signal om et bud på fremtidige samarbejdspartnere på andre områder i den kommunale opgaveløsning.

Det er vigtigt, at vi i Gentofte Venstre får en debat om den fremtidige kommunale opgaveløsning.

Regeringen har nedsat en strukturkommission, som skal finde frem til hvordan de offentlige opgaver løses bedst muligt. Vi skal derfor prøve at komme med vores bud på, hvad der for Gentofte vil være mest hensigtsmæssigt.

Det kunne i den forbindelse være oplagt at få en diskussion, af hvordan den fremtidige politiske struktur skal se ud i vores kommune. Er den struktur som vi kender den i dag med fagopdelte politiske udvalg overhovedet den mest optimale?

Gentofte Venstre har sammen med resten af det socialpolitiske udvalg peget på, at godkendelses-modellen skal være den model kommunen skal anvende til at indføre frit leverandørvalg til praktisk og personlig hjælp.

Modsat udbudsmodellen, er det ved godkendelsesmodellen kommunen, der sætter prisen på den udgift som kommunen har til at udføre opgaven. Kommunen er ligeledes stadig leverandør på området. Modsat udbudsmodellen, hvor eksterne leverandører byder på en samlet opgave eller område uden forudsat prisfastsættelse. Kommunen kan byde ind, men det er pris og kvalitet der afgør, hvem der skal løse opgaven. Kommunen er derfor ikke sikret som leverandør.

Godkendelsesmodellen er valgt, fordi denne model anses at være den mest hensigtsmæssige at anvende ved indførelse af frit valg på alle ældreydelser. I hvert fald indtil vi får et overblik over hvem og hvilke leverandører, der bliver aktører på markedet. Med tiden skal vi selvfølgelig se på, om udbudsmodellen kan indføres på nogle af områderne eller opgaverne. Madservice-ordningen er allerede i dag udliciteret.

I bygningsudvalget har Venstre har været med til at give Teknisk Forvaltning kompetence til at træffe afgørelser i sager, der vedrører sagsområder med fast praksis. Venstre været med til at arbejde for dette, for at opnå kortere sagsbehandling og derved give borgerne bedre service.

Som mange ved optager det Venstre at Gentofte Kommune får gjort noget ved gadebilledet. Det gælder bl.a. handelsstrøgene som trænger til et løft. Men det gælder så sandelig også resten af kommunen som delvis fremstår slidt og meget beskidt. Der er heldigvis flere af de politiske partier der har samme opfattelse, så der er generel forståelse i kommunalbestyrelsen for, at der skal tages fat.

Venstre skyder debatten i gang på næste møde i vores "debatforum" under overskriften "En ansigtsløftning til kommunen". Det er vores håb, at vi kan få udarbejdet Venstres bud på, hvordan vi kan forskønne vores kommune. Med vores formandskab for teknisk udvalg har vi en realistisk mulighed for at være med til at sætte dagsordenen på dette område.

22.11.2002/MLA