Vi har ikke råd til at lade være

Der kan ikke være den store uenighed om, at vore veje, cykelstier og fortove mange steder er i en meget dårlig stand og at der længe har været et stort behov for reparationer og reetableringer.

De store huller i veje og cykelstier eller ujævne fortove er ofte direkte farlige for de "bløde" trafikkanter. I løbet af en lille time på cykel her i Vangede kunne jeg fotografere mere end 20 forskellige steder af denne karakter.

De dårlige forhold gør det vanskeligt eller direkte farlig for ældre at færdes på fortove, hvor der er højdeforskel mellem fliserne. Brolægningen ligger flere stede så ujævnt, at en reparation burde gennemføres omgående af hensyn til de gående og cyklisterne.

Store huller i vejene er også til fare for børn på vej til og fra skole. F.eks. er et reetablerings-arbejde efter en udgravning i højre side af Skolebakken fra Vangedevej til Bakkevænget i så dårlig stand, at der er store huller til fare for de skolebørn, der cykler her hver morgen på vej til Bakkegårdsskolen.

Den utilstrækkelige vedligeholdelse vil i løbet af den kommende vinter give vand og frost gode muligheder for at forøge forfaldet.

Det kan blive meget dyrt at udskyde vedligeholdelsen, fordi skaderne hurtigt bliver større når reparationerne ikke udbedres i tide.

Vi må derfor håbe, at der snarest muligt dannes et ansvarligt politisk flertal i kommunalbestyrelsen, som vil sikre, at sikkerheden på vore veje reetableres og forfaldet standses.

 

Jens Tarp, medlem af Gentofte Venstres FU

Ellebækvej 33

2820 Gentofte