Venstre i Gentofte

Venstreforeningen i Lyngbykredsens stiftelse - som refereret i Kjøbenhavns Amts– Avis 1902 – 1904.

 

Den 3. april 1901

Venstrereformpartiet vinder ved folketingsvalget 13 mandater og får i alt 76 af 114 mandater. Højre går ned til 8 mandater. Juraprofessor J. H. Deuntzer, ifølge eget udsagn venstremand til en vis grad, opfordres af kongen til at danne regering. Systemskiftet er hermed en realitet. Venstrelederen I.C. Christensen er den reelle magthaver.

Socialdemokraten J. C. Th. Wilmann fra Nærum opnår valg i Lyngbykredsen (1.485 stemmer) på bekostning af Højrekandidaten proprietær Emil Georg Piper fra Lyngby (1.463 stemmer). Venstremanden, købmand Harald Reeh fra Ballerup får 53 stemmer.

Den 8. januar 1902

Venstremanden, ingeniørkaptajn I. F. Brandt er formand for den, ifølge KA-A, aktive Hellerup Kommunale Vælgerforening. Også direktør Johan N. Tronier, Hellerup er aktiv i foreningen.

Tirsdag den 30. december 1902

KAA oplyser den 2. januar 1903, at der den 30. december 1902 er afholdt møde på Søpavillionen i København hvor der toges initiativ til at danne en Venstrevælgerforening i Lyngby kredsen.

De 100 indbydelser var udsendt af ingeniørkaptajn I. F. Brandt, grosserer Jensen, grosserer Keller og direktør Poul Peter C. Nørgaard, alle fra Gentofte kommune. Der var ca. 30 deltagere.

På mødet er der diskussioner om kursen. Skal der samarbejdes med Højre eller skal det være en ren Venstreforening. Beslutningen bliver en ren venstreforening. Målet er primært at forhindre valget af en socialistisk kandidat (Det var jo sket ved valget i 1901).

Initiativtagerne tror ifølge KA-A ikke på, at der nogensinde vil blive tale om en valgt venstrekan-didat i kredsen. Som det udtrykkes i KA-A:

"----- vi tror absolut ikke, at den nye forening vil formaa, hverken nu eller senere, at føre noget valg igennem, men vi haaber, at den kan bidrage til, at kredsen i fremtiden forskaanes for at være repræsenteret af en socialist"

Det varsledes på mødet, at der i februar måned skal holdes møder forskellige steder i kredsen for at virke for tilslutning til den nye vælgerforening.

Torsdag den 15. januar 1903

Møde i Hotel Store Mariendal, Hellerup . Ca. 50 deltagere. 20 melder sig ind i foreningen. Herunder fhv. købmand Hansen Lyngby, som foreløbigt repræsenterer foreningen i Lyngby.

Medindbyder, direktør og generalkonsul, Poul Peter Nørgaard fra Hellerup redegør for kursen: Foreningen skal være uden "uldne elementer eller stivbenede estruppere".

Tirsdag den 20. januar 1903

Venstreforeningen holder det tredje "private" hvervemøde på Gentofte Hotel.

Tirsdag den 20. januar 1903

Udvalget for den nye Venstreforening har læserbrev i KA-A hvor de protesterer imod avisens referater fra de lukkede møder. KA-A´s redaktør afviser kritikken med en bemærkning om, an man troede, at foreningen var stiftet den 30.december på Søpavillonen og derfor kunne udsættes for dagens lys.

Fredag den 27. februar 1903

Den nye Venstreforening for Lyngbykredsen holder generalforsamling på Kvægtorvet. Der vælges en 17 mands bestyrelse. Medlemstallet oplyses til 146.

Den 13. marts 1903

KA-A anbefaler i sin leder alle borgerlige til at støtte højrekandidaten proprietær E. G. Piper og undgå den nye Venstreforening. Dette ville ifølge KA-A splitte borgerskabet og fremme et socialistisk genvalg.

Den 19. marts 1903

KA-A oplyser, at den nye Venstreforening via Ritzau har meddelt, at man opstiller en kandidat ved det kommende folketingsvalg. KA-A mener, at det vil støtte socialisternes sag.

21. marts 1903

Hovedbestyrelsen for den nye Venstreforening for Lyngbykredsen annoncerer i KA-A, at der den 26. marts kl. 7 aften er politisk foredrag ved folketingsmand Vilh. Madsen i Jernbanepavillonen i Charlottenlund.

Alle der mener at kunne slutte sig til foreningen er ifølge annoncen velkomne.

26. marts 1903

Hovedbestyrelsen for den nye Venstreforening annoncerer i KA-A, at der den 27. ds. Kl. 71/2 er politisk foredrag ved folketingsmand og højesteretssagfører Sv. Høgsbro i Hotel Lyngby.

Der loves en redegørelse for foreningens formål og generalforsamling med mulighed for indtegning.

Den 28. marts 1903

KA-A referer fra mødet i Lyngby. 100 deltagere. Ifølge KA-A udtalte kaptajn Brandt, at foreningen skal kæmpe til begge sider, både mod højre og mod socialisterne.

Efter mødet skulle Venstreforeningen ifølge KA-A konstituere sin stedlige kredsbestyrelse men måtte udsætte denne pga. mangel på folk.

Den 7. april 1903

Venstres kandidat proklameres. Det er ingeniørkaptajn J. F. Brandt, R. fra Hellerup som har accepteret opfordringen.

April 1903

Den tyske kejser Wilhelm 2. besøger København.

Valgkampen i KA-A sluttes med nedgørelse af Venstres kandidat og opfordring til Venstremænd om at stemme på Højres kandidat Piper. Som det siges: det gælder sagen og ikke personen.

Folketingsvalget 16. juni 1903:

Højremanden Emil Georg Piper (1.721) slår denne gang socialdemokraten J. C. Th. Wilmann (1.507). Venstres kandidat I. F. Brandt får et pænt valg (490).

Osv. osv. osv.

 

 Stifterne:

1903 Generalkonsul direktør Poul Peter Christian Nørgaard R.

Marievej 22/Carolinevej 14 Hellerup

(Formand for Lyngbykredsens Venstreforening 1903 - 1912)

Medlem af landstinget for Venstrereformpartiet.

Gode kontakter til de radikale. Socialt engageret.

En af andelsorganisationernes førende mænd med udstrakt exportforretning på England.

1918 sammen med bl.a. Parkov medlem af den sønderjydske lokalkomité i Gentofte.

Sammen med Harald Scavenius hovedansvarlig for omorganiseringen af udenrigstjenesten 1919 - 21. Formand for Selskabet til Scenekunstens Fremme.

1921 gesandt i Prag.

 

1903 - 1904 Grosserer Oscar Keller R.

C.L. Ibsensvej 22 Gjentofte

Formand for Venstres Lyngbykreds Gjentofte afdeling 1903- 1905:

Herefter i en årrække formand for den radikale vælgerforening.

Afløses 1905 - 1915 af redaktør/bogholder Svend K. Johansen

Jernbanevej 15/Skovvej 10 Gjentofte

 

1912 Direktør Johan Nicolai Tronier R.

Gardes Allé 24 Hellerup

(1912 - 1915 Form. for Lyngbykredsens Venstreforening)

J.N. Tronier var dir. for Den alm. Brandforsikring for Landbygninger.

J.N. Tronier er 1902 medlem af bestyrelsen for Hellerup kommunale Vælgerforening og 1906 - 09 formand for Hellerup Grundejer- og Kommunalforening.

J.N. Tronier var søn af folketingsmanden C.C. Tronier, valgt i Kbhvns. Amt. Denne var 1846-54 sekretær i Bondevennernes Selskab og 1853  medstifter og bestyrelsesmedlem i Folkevennernes Selskab.

 

HGN