Der er skam en afgørende forskel
I Villabyernes forsideartikel i nr. 36 " Kons. og V er nu enige om samarbejde" oplyser Villabyerne, at Hans Toft har en lignende aftale med socialdemokraterne i kommunalbestyrelsen.
Det er ikke helt korrekt. Sagen er den, at kommunalbestyrelsens to socialdemokratiske medlemmer i 1997 har lovet Hans Toft at stemme på ham som borgmester efter kommunalbestyrelsesvalget. Det fik de i 1997 en udvalgsformandspost for samt et løfte om 2 udvalgsformandsposter når de har stemt på ham ved komstitueringen ved det kommende valg. Disse 2 poster tages af de poster som tilkommer de Konservative efter valget. Det er faktisk det hele.
Aftalen mellem Konservative og Venstre af 3. september 2001er helt anderledes. Den er faktisk, som Villabyerne skriver, historisk. Efter mange, mange års rivalisering, har Venstre og konservative efter grundige drøftelser igen fundet sammen i et langsigtet borgerligt samarbejde. Det samarbejde som først i forrige århundrede skabte det Gentofte vi kender i dag. Aftalen er i øvrigt ikke indgået for at drive blokpolitik men for at støtte hinanden med at skabe den bedste kommune for borgerne.
Det er værd at bemærke, at der er tale om to selvstændige partier med hver sine grundholdninger og politik - det understreges i aftalen - og der vil forsat kunne regnes med gode politiske debatter i udvalgene og i Kommunalbestyrelsen. Og der vil stadig blive lyttet til de øvrige partier.
Aftalen mellem C og A er reelt uden betydning. Den handler kun om konstituering og ikke om politik. Den handler alene om, at de to socialdemokrater i Kommunalbestyrelsen i en spændt situation skaffede sig formandsposten i 2 udvalg.
Det betyder ikke noget som helst politisk. Så der er skam en helt afgørende forskel.
Marie-Louise Andreassen
Sept. 2001