Det borgerlige samarbejde

 

I de seneste numre af Villabyerne er der fra ledende socialdemokrater fremsat noget afvigende synspunkter om aftalen mellem Venstre og De Konservative. Det skal jeg ikke blande mig i, men det kan vel være på sin plads at rydde nogle faktuelle misforståelser af vejen.

Først og fremmest er aftalen mellem V og K ikke det samme som Hans Tofts aftale med Socialdemokratiet. Her har A modtaget et formandskab før valget + noget NESA og vil modtage to formandsposter for stående udvalg efter valget som betaling for at pege på Hans Toft som borgmester. Den aftale holder Venstre sig langt fra. Betalingen sker helt af De Konservatives egen lomme.

Aftalen mellem V og K er aldeles forskellig. Det er en fair, åben og dynamisk aftale, som åbner for et borgerligt/liberalt samarbejde. Den gælder for dette valg og de næste fire år. Længere kan bestyrelse og kandidater naturligvis ikke hæfte for. Vi har valgforbund, hvilket betyder at vore stemmer tilsammen går til flest mulige borgerlige mandater. Efter valget fordeler vi vore poster i forhold til de mandater, som hver især opnår. Den større part bliver borgmester, mens den mindre part bliver 1. viceborgmester. Derefter fordeles øvrige poster efter den officielt gældende d'Hondtske valgmetode. Går det Venstre godt ved valget (hvilket vi naturligvis ønsker og tror på), så vil vor indflydelse i Gentofte blive tilsvarende større.

I forhold til dette er der kun en enkelt undtagelse. Det gælder NESA, hvor der er enighed mellem vore partier om i forbindelse med næste generalforsamling i fællesskab at pege på erhvervsfolk uden for kommunalbestyrelsen.

Aftalen har en vigtig formulering om valggruppe efter valget. Det kan forekomme lidt teknisk, men har stor politisk betydning. Venstre og Konservative er enige om, at der mellem vore partier - og kun vore partier - indgås valggruppe ved det konstituerende møde i kommunalbestyrelsen. Denne oplysning må give Socialdemokratiet stof til eftertanke. Hvor vil partiet egentlig befinde sig, når det først har stemt for Hans Toft og formandsskaberne? Kan man i den grad ride på flere heste?

Hvor A i øvrigt er i valgforbund, ved vi faktisk ikke rigtig noget om endnu. Hvis jeg var Socialdemokrat ville jeg være bekymret for at komme i klemme i det kommende valg til kommunalbestyrelsen. Her må jeg give den farverige og underholdende Michael Bjørn Hansen helt ret. Det kan komme til at koste Socialdemokratiet dyrt, måske både deres andet mandat, posterne i NESA og deres øvrige politiske ståsteder i udvalg, nævn og bestyrelser. Det kan blive en brat opvågnen.

Venstre vil naturligvis bruge sin indflydelse til at fremme Venstres politik i Gentofte kommune. Der vil være en lang række væsentlige punkter, hvor V og K's synspunkter falder sammen. Men der er naturligvis også forskelle. Her vil vi føre en konstruktiv dialog med alle borgerlige kræfter, men naturligvis i respekt for den gode tone i samarbejdet. Vi håber, at mange vælgere vil være trygge ved aftalen og give Venstre det gode valg, som meningsmålingerne så tydeligt peger på.

Søren Graversen, MGK

Venstres borgmesterkandidat

Okt. 2001