Forskningsgruppens medlemmer har bl.a. været

Ingeniør Povl Erik Andersen

Professor Per Bach

Cand. scient. Eva Baltzer

Direktør Kurt Damsted

EDB-rådgiver Kjeld Danneskiold-Samsøe

Lektor Ole Hammerich

Uddannelseskonsulent Hanne Holdt Hansen

Ingeniør Olaf Nielsen

Cand. mag. Birgit Nüchel Thomsen

Professor Peder Olesen Larsen

Kultursociolog Ejvind Vesselbo

Ingeniør Fritz Aagesen

Det oprindelige oplæg, redigeret af Ole Hammerich, er dateret 25. maj 1999. I forhold hertil er der i dokumentet nedenfor rettet nogle trykfejl, og der er fjernet nogle passager, der kun gav mening for de personer, der har deltaget i udvalgets arbejde.

Kommentarer til oplægget bedes stilet til:

Tove Fergo, Folketinget, Christiansborg, 1240 København K.

Siden den 25. maj 1999 er sket følgende:

Ole Hammerich har modtaget kommentarer fra Peder Olesen Larsen (maj 1999).

Oplægget samt Peder Olesen Larsens kommentarer har været drøftet på et møde i Gentofte Venstres forskningsudvalg, den 1. juni 1999.

Hanne Severinsen har udsendt dokumentet "Venstres 10 ønsker til fremtidens forskning".

Oplægget har været rundsendt til Venstres forskningsudvalg i amterne til kommentar (januar 2000).

Tove Fergo har modtaget kommentarer fra Venstres forskningspolitiske udvalg i Sønderjyllands Amt (februar 2000).

Nedenstående er et første og endnu ufuldkomment forsøg på at få struktureret nogle af de tanker, der er kommet til udtryk under møderne i "Tove Fergos forskningsudvalg". Herunder Peder Olesen Larsens oplæg, til hvilket der henvises med forkortelsen POL, og mit eget. Det er håbet, at dette nye dokument kan tjene som et bidrag til de videre diskussioner om forskning og Venstres forskningspolitik.

Uddannelsen på universiteterne er så intimt forbundet med forskningen (forskningsbaseret undervisning eller uddannelse), at det er naturligt også at omtale nogle af de problemstillinger, der er knyttet til universitetsuddannelserne. Foreløbig er der bevidst fokuseret ret ensidigt på universiteternes forhold og især på de problemer, der relaterer sig til naturvidenskab og de tekniske videnskaber.

På grund af travlhed har jeg ikke haft tid til at konferere indholdet med POL inden mødet, den 1. juni 1999, således som oprindelig aftalt. Han er derfor ikke nødvendigvis enig med mig om alt. Evt. faktuelle fejl skyldes således også kun mig selv.

Det er i øvrigt interessant at bemærke, at ingen af partierne til højre for midten bevidst appellerer til den bedst uddannede del af befolkningen, for eksempel gennem en klart formuleret politik for de højere uddannelser og forskningen. Der ligger givetvis mange stemmer her, og dem bør Venstre sikre sig en større del af, bl.a. ved at stå for en fremsynet uddannelses- og forskningspolitik.

Tidligere dokumenter fra Venstre om samme emne:

H.Urup: Udkast til Venstres forskningspolitik, 1998 (?).

K.Rønde: Kvalitet og udbud i uddannelsessektoren, 1999 (?).

Med venlig hilsen

Ole Hammerich

(26/5-1999)

- Indhold -

1) Forskningen på universiteterne

2) Universitetsuddannelserne og undervisningen på universiteterne

3) Universiteternes personaleforhold, administration og organisation

Aldersfordeling.

Rekrutteringsproblemer.

Ansættelsesbekendtgørelsen.

Slutstillingsproblematikken.

Bevillingsstrukturen.

Udviklingskontrakter.

Ansatte kontra valgte ledere.

En universitetsreform ?

Der er mange grunde til, at der skal forskes i Danmark. Ikke blot er det en del af den vestlige kulturarv, at der forskes på universiteterne med henblik på at opnå ny erkendelse i bred forstand, det er også i stigende grad blevet nødvendigt, at der forskes i virksomhederne af hensyn til dansk erhvervslivs konkurrenceevne. Nedenfor er nævnt nogle få konkrete eksempler på, hvorfor en selvstændig dansk forskningsindsats er nødvendig.

Forskning er nødvendig for

Man bør heller ikke undervurdere betydningen af den internationale prestige, der er forbundet med et højt forskningsmæssigt niveau, især måske inden for det teknologiske område, og at den danske befolkning har et højt uddannelsesniveau. Det er vigtigt fx for at kunne trække udenlandske virksomheder til Danmark, specielt højteknologiske.

Forskning er i bredeste forstand en forudsætning for velfærdssamfundet.

Danmark anvender en mindre del af bruttonationalproduktet til forskning end de lande, vi plejer at sammenligne os med. Den relativt lave forskningsindsats anses af mange for at være et problem, der bør gøres noget ved.

• Det bør være Venstres politik at placere Danmark i førerfeltet blandt de vestlige lande, hvad angår omfanget af forskningsindsatsen.

Betydningen af et højt forskningsmæssigt stade forstærkes af, at Danmark er fattigt på råstoffer og således i højere grad end mange andre lande må basere sin eksport netop på produkter med et højt indhold af viden og teknologi.

• Det bør gøres mere attraktivt at starte nye videns- og teknologibaserede virksomheder i Danmark. Der er behov for koordinering af risikovillig (offentlig ?) kapital, og der er behov for at mindske bureaukratiet forbundet med at skabe egen virksomhed. Endelig kunne det overvejes at mindske skattetrykket for nystartede virksomheder. Forskerparkerne kan i højere grad end nu inddrages i at hjælpe nye virksomheder på vej.

Naturvidenskaben og den tekniske videnskab oplever i disse år en vigende interesse i befolkningen, ikke mindst hos de unge, der står over for valget af uddannelse (POL 1.2.). Men problemet er ikke helt så enkelt, som man måske skulle tro. Fx har professionsuddannelser med et naturvidenskabeligt indhold (tandlæge, farmaceut) ingen rekrutteringsproblemer og heller ikke biologistudiet ved universiteterne. Problemet er kun markant inden for de såkaldte hårde naturvidenskabelige fag (matematik-fysik-kemi) og er fælles for hele Vesteuropa.

I Danmark er en medvirkende årsag formentlig, at gymnasie- og folkeskolelærerne ikke har den nødvendige indsigt og dermed positive indstilling til disse fag (Forskerforum, marts 1999) ("Videnskabens fallit i det bløde samfund", Berlingske Tidende., 29/9-98). Det er ofte kandidater, der hellere ville have været forskere, der "ender" som gymnasielærere, og uddannelsen af folkeskolelærere i naturfag er ligeledes præget af store rekrutteringsproblemer.

Hertil kommer, at universitetslærerne i disse fag har fået ry for at levere uinspirerende undervisning. Dette skyldes ikke mangel på vilje eller evner, men at universiteterne generelt har svigtet udviklingen af undervisningen i disse fag. Årsagen hertil skal primært findes i indføringen af de nye stillingsstruktur i begyndelsen af 70’erne, hvor amanuenser blev gjort til lektorer med ret og pligt til en selvstændig forskningsindsats, og i den markante ændring, der siden midten af 70’erne er sket i finansieringen af den naturvidenskabelige forskning. Den er blevet dyr og dermed i høj grad prestigebetonet. Hertil kommer, at det er mere meriterende at forske end at undervise. Universiteternes akademiske medarbejdere bliver først og fremmest ansat på baggrund af deres forskningsmæssige kvalifikationer og også evt. afskediget p.gr.a. manglende forskningsresultater. Som et resultat heraf er interessen for især den elementære undervisning faldet. Forskning og undervisning er således kommet i en ulykkelig konkurrence med hinanden, en konkurrence undervisningen på forhånd er dømt til at tabe.

Naturvidenskabens og den tekniske videnskabs svage stilling skyldes altså til en vis grad mangel på interesse for disse fag blandt lærerne i folkeskolen og i gymnasiet og manglen på interesse for undervisning blandt lærerne på universiteterne. Det kræver en holdningsændring på uddannelsesinstitutionerne at gøre noget ved det grundlæggende problem; det kan ikke løses ved at tilbyde kombinationsuddannelser som fx ingeniør-designer-uddannelsen på AUC uanset, at man kan have sympati for denne type uddannelser. En ændring af tingenes tilstand kan kun ske med hjælp fra politikerne og fra opinionsdannerne i uddannelses- og kulturspørgsmål.

• Det bør være Venstres opgave at udarbejde en national strategi for at øge befolkningens forståelse for, at forskning er forudsætningen for at bevare og øge velfærden i Danmark. Herunder specielt at øge indsatsen for at fremme interessen for naturvidenskab og dens betydning for velfærdssamfundet.

Diskussionen herom er stærkt overdrevet (POL 1.1.) og har derudover et galt fokus. Problemet er ikke, at der udtages for få patenter baseret på universiteternes forskning, men at der i Danmark generelt patenteres mindre end i mange andre vestlige lande. Dette skyldes formentlig den danske erhvervsstruktur med mange små virksomheder, der nok produktudvikler men ikke forsker. Diskussionen om patentering af universiteternes forskningsresultater har kun i ringe grad været fokuseret på, at universiteterne ikke har økonomiske midler til patentering i noget væsentligt omfang, at de ikke har indsigt i patenteringssager og, hvad der er helt afgørende, at de i praksis ikke har mulighed for effektivt at forsvare et krænket patent. Erfaringerne fra USA viser da også, at det kun sjældent er forbundet med økonomisk gevinst, når et universitet patenterer forskernes resultater. Patentloven (Lovforslag om opfindelser ved universiteter og sektorforskningsinstitutioner) er således i bedste fald overflødig og kan endda få den negative effekt, at rekrutteringen til universiteterne bliver endnu vanskeligere, end den allerede er. Retten til frit at forske og publicere er den eneste tilbageværende grund for unge forskere til at søge ansættelse på et universitet fremfor i en privat virksomhed (se senere).

Derimod vil et øget samarbejde mellem offentlige institutioner og private virksomheder formentlig resultere i flere patenter (se senere).

I forbindelse med den kommende bro over Øresund må det forventes, at samarbejdet mellem Københavns Universitet og Lunds Universitet vil blive styrket. Planlægningen af samarbejdet på den undervisningsmæssige side er allerede langt. Sammenlagt ligger Øresundsregionen på en europæisk femteplads, målt efter antallet af offentliggjorte videnskabelige artikler, kun overgået af London, Paris, Moskva og Amsterdam/Haag/Rotterdam/Utrecht (Berlingske Tidende, 1/9-1998). Forskningen i regionen har altså et betydeligt omfang, også i europæisk målestok. Inden for områderne immunologi, bioteknik & mikrobiologi, miljøvidenskab og meteorologi hører Øresundsregionen til de førende i Europa.

(POL 1.3.): Hvad skal vi forstå ved et universitet ?

Forholdene på de danske universiteter har i de senere år været genstand for stor politisk opmærksomhed (UVM-Institutionsredegørelsen, FSK-Universitets- og forskningspolitisk redegørelse, 1998, UVM-Ansættelsesbekendtgørelsen)

Danske universiteters opgave er at drive forskning og undervisning på højeste (internationale) niveau.

1) Forskningen på universiteterne

Hvad angår den forskning, hvor kvalitet og omfang kan måles med en international målestok, ligger Danmark pænt placeret og endda inden for visse områder i førerfeltet. Alligevel kunne meget være bedre. Fx diskuteres begreberne "nulforskere" og "minimalforskere" jævnligt i pressen, måske med rette, og der rejses af og til tvivl om kvaliteten af fx dansk samfunds- og humanistisk forskning (POL 2.4.).

Forskning inden for naturvidenskab, ingeniørvidenskab og sundhedsvidenskab her generelt et højt niveau, men er nu forbundet med så store omkostninger, at den kun i begrænset omfang kan finansieres gennem universiteternes basisbevillinger. Det gælder både udgifterne til drift, instrumentation og ph.d.-stipendier. Forskningen er derfor helt afhængig af bevillinger fra forskningsrådene, Grundforskningsfonden, EU-programmerne, private fonde og af finansiering gennem samarbejde med dansk erhvervsliv. Det sidste kan man byde velkomment, men det er samtidig en kendsgerning, at universiteterne på grund af de små basisbevillinger nu ikke længere selv har mulighed for at prioritere forskningen inden for disse vigtige områder eller at sætte ny forskning i gang. Dette er én af årsagerne til, at de videnskabelige medarbejdere kun udviser ringe interesse for at lade sig vælge til ledende poster som institutledere og dekaner.

• Bevillingsstrukturen bør ændres således, at universiteterne får mulig for at prioritere deres egen forskningsindsats, fx ved at overføre en del af de bevillinger, der nu administreres af forskningsrådene, til universiteterne øremærket til forskningsformål.

Selv inden for områder, hvor forskningen er mindre kostbar, har den såkaldte taxametermodel fået den konsekvens, at forskningens omfang er blevet afhængig af tilfældige variationer i studentertilgangen. Dette har medført, at langsigtet planlægning, fx på personaleområdet, er blevet næsten umulig, og dette er en anden årsag til den ringe interesse for valg til ledende poster.

• Det bør tilgodeses, at fluktuationer i universiteternes studentertilgang i mindre grad end nu har konsekvenser for forskningens omfang.

Det er kendetegnende, at forskningen, især inden for naturvidenskab, ingeniørvidenskab og sundhedsvidenskab, i stigende grad udføres i internationalt samarbejde, og danske forskere deltager hyppigt i EU’s forskningsprogrammer. Det har haft den positive konsekvens, at det nu er almindeligt, at unge danske forskere under og efter ph.d.-studiet tilbringer 1-2 år i udlandet. Betydningen heraf kan næppe overvurderes, men der savnes ofte en midlertidig stilling at vende hjem til. Bl.a. af denne grund foretrækker mange unge at blive i udlandet, hvilket er beklageligt set i en national sammenhæng.

• Der bør skaffes mulighed for at finansiere unge forskere, der vender hjem fra et ophold i udlandet, i en passende periode, mens de søger beskæftigelse i Danmark.

2) Universitetsuddannelserne og undervisningen på universiteterne

Kandidater og ph.d.’er fra danske universiteter har generelt et højt fagligt niveau og er internationalt velanskrevne.

En universitetsuddannelse har gennem århundreder været betragtet som en eliteuddannelse, men udviklingen gennem de seneste 25-30 år har medført, at det ikke længere kun er eliten, der optages på universiteterne. Hvor det for 25-30 år siden kun var ca. 15% af en årgang, der blev studenter og dermed havde adgang til en universitetsuddannelse, er det nu 30-40%. Dette er en følge af, at adgangen til gymnasiet i realiteten er fri. Universiteterne har således måttet konstatere, at en voksende procentdel af de optagne studenter ikke har kunnet leve op til de krav, der stilles til en eliteuddannelse. Ganske mange falder fra i løbet af de første 1-2 år (i naturvidenskab er tallet tæt ved 50%). Dette er spild af ressourcer, og de høje dumpeprocenter har yderligere den konsekvens, at mange universitetsstudier, især inden for naturvidenskab og ingeniørvidenskab, har fået et dårligt ry som værende for vanskelige.

Universiteterne har ikke magtet eller ønsket at omstille sig fra at være eliteinstitutioner til også at skulle varetage undervisning på lavere niveau. Men universiteternes modstand mod at gå på kompromis med kvaliteten har egentlig aldrig været gjort til genstand for en seriøs debat. I stedet har man oplevet, at universiteterne og skiftende undervisningsministre mere eller mindre stilfærdigt har modarbejdet hinanden. Indførelse af taxametermodellen er et eksempel på, hvorledes man fra politisk hold har understreget kravet om, at flere end tidligere skal have en universitetsuddannelse. Men det er stadig et åbent spørgsmål, om det er fornuftigt at lade universiteterne i deres nuværende form løfte den opgave at uddanne en bredere del af befolkningen. Spørgsmålet er nært knyttet til diskussionerne om begrebet forskningsbaseret undervisning (POL 2.1.) (Høring om forskningsbaseret undervisning).

• Venstre bør tage initiativet til en debat om universiteternes rolle inden for de videregående uddannelser.

Et andet problem er universiteternes traditionelle ret til at uddanne kandidater, der ikke er efterspurgt af samfundet. Selvom de ikke bliver arbejdsløse, ender de ofte i stillinger, de er overkvalificerede til, og der er også her tale om spild af ressourcer. Det høres ofte, at de universitetsuddannede kandidater er for tilbageholdne med at påtage sig arbejdsopgaver, der ikke er nært nyttet til deres speciale. Og at de må indse, at de gennem en universitetsuddannelse ikke blot har opnået stor indsigt i et afgrænset fagområde, men også har lært en metode til analyse, løsning og formidling af komplicerede problemstillinger. Dette er rigtigt, men er ikke et argument for, at staten fortsat bør finansiere uddannelsen af et stort antal kandidater, der ikke er brug for. Hertil kommer, at det altid er frustrerende for en studerende at realisere, at ønskeuddannelsen er "brødløs". Det, at der ikke venter et job bagefter, er en medvirkende årsag til, at mange studerende ikke har hastværk med at fuldende studierne. Dette gælder især inden for mange humanistiske fagområder.

• Venstre kunne tage initiativ til en dialog mellem Undervisningsministeriet og universiteterne om, hvorledes de i højere grad end nu kunne tage hensyn til fremtidige beskæftigelsesmuligheder ved dimensioneringen af optaget på de forskellige studieretninger.

3) Universiteternes personaleforhold, administration og organisation

(UM-Pressemeddelelse, ny struktur for de videregående uddannelser) og (UM-Institutionsredegørelsen).

Aldersfordeling. Den nuværende stabssammensætning er karakteriseret ved en meget skæv aldersfordeling (POL 1.4.), der betyder, at det store flertal af de ansatte er over 55 år. Dette er først og fremmest resultatet af fastansættelsen af de mange amanuenser som følge af den ændring af stillingsstrukturen, der blev vedtaget i begyndelsen af 70’erne. Det nuværende problem med de mange ældre medarbejdere, og de deraf affødte problemer, har således kunnet forudses i mere end 25 år. Men der er næppe grund til at gøre noget ved det netop nu, da pensioneringen af de mange jævnaldrende ældre så småt er ved at sætte ind og for alvor tager fart om fire-fem år.

Rekrutteringsproblemer. Værre er det, at der inden for mange områder må forudses store vanskeligheder med at besætte de stillinger, der dermed bliver ledige. Universitetsstillinger er ikke længere attraktive for de bedste forskere, og der er ofte mangel på ansøgere (POL 1.4.). Universiteterne kan ikke længere konkurrere med det private erhvervsliv, hvad angår løn- og arbejdsvilkår. Dette problem, der hidtil kun har været kendt inden for områder som jura og forsikringsmatematik, er nu nået til naturvidenskab, ingeniørvidenskab og sundhedsvidenskab i bredere almindelighed og vil givetvis blive forstærket, når de små årgange er færdiguddannede. Konsekvenserne for forskningen og undervisningen på universiteterne er skræmmende.

Et tilsvarende problem gør sig gældende på det teknisk-administrative område. Med de løn- og arbejdsvilkår, der kan tilbydes det teknisk-administrative personale, er det ofte umuligt at tiltrække kvalificerede ansøgere til ledige stillinger. Dette gælder først og fremmest inden for edb, hvor lønningerne i det private erhvervsliv ofte er flere gange (!) højere end i statens tjeneste. Resultatet er, at mange administrative og edb-opgaver varetages af videnskabeligt personale eller af studentermedhjælpere uden særlige forudsætninger.

• Venstre bør medvirke til at bløde op på den stive lønstruktur på universiteterne, således at lønnen i højere grad afspejler princippet om tilbud og efterspørgsel.

Et sådant forslag vil givetvis støde på stor modstand hos mange universitetsansatte, især da det fx let kunne betyde, at en edb-medarbejder fik mere i løn end en professor. Ikke desto mindre er den stive lønstruktur en væsentlig hindring for universiteternes mulighed for at tilpasse sammensætningen af personalet på fornuftig vis.

Ansættelsesbekendtgørelsen. Den nye ansættelsesbekendtgørelse vil næppe skabe de store forandringer. Hvor ledelsens indflydelse tidligere skete gennem formuleringen af stillingsopslag og nedsættelse af bedømmelsesudvalg, er der nu åbnet mulighed for, at ledelsen på en mere direkte måde har indflydelse på besættelse af stillingerne. Det har givetvis sine fordele, men løser ikke de grundlæggende problemer med rekruttering af videnskabeligt personale, jvf. bemærkningerne ovenfor.

Slutstillingsproblematikken. Det har ofte været fremhævet, og i nogen grad med rette, at danske lektorer har et problem i forhold til deres kolleger i udlandet, fordi de ikke har titel af professorer. I mange udenlandske universitetssystemer er den manglende professortitel et udtryk for manglende kvalifikationer. Der er dog nok kun få konkrete eksempler på, at dette har andet end psykologisk betydning. Men omvendt ville det ikke koste meget at ændre systemet, således at lektorer efter eget ønske kunne lade sig underkaste en professorbedømmelse, og, hvis den faldt positivt ud, herefter fik titel af professorer. En sådan opgradering behøver ikke have lønmæssige konsekvenser, og i mange andre lande har man da også et system med professorer på forskellige løntrin.

• Venstre bør støtte, at den danske stillingsstruktur for universiteternes videnskabelige personale kommer i bedre overensstemmelse med den, der findes i andre vestlige lande.

Bevillingsstrukturen. Den nuværende taxametermodel, hvor bevillingerne til universiteterne afspejler antallet af studerende og deres evne til at bestå eksaminer er uheldig set både i en personalemæssig og en forskningsmæssig sammenhæng, idet bevillingerne dermed svinger uforudsigeligt. Dertil kommer, at størrelsen af taxametertilskuddet for de forskellige typer uddannelser er politisk bestemt og derfor ikke afspejler de reelle udgifter forbundet med produktionen af kandidaterne. Af denne grund opfattes taxametermodellen også som uretfærdig. Modellen har for nylig været en medvirkende årsag til en større personalereduktion på det naturvidenskabelige fakultet på KU til trods for, at alle ellers er enige om, at naturvidenskab bør styrkes.

Et andet og lige så alvorligt problem er, at modellen præmierer antallet af producerede eksaminer, og dette fører let til en sænkning af kvaliteten i undervisningen. Dermed går modellen paradoksalt nok smukt hånd i hånd med den eksterne finansiering af forskningen, der ligeledes har medført et fald i kvaliteten af undervisningen. Spørgsmålet om bevillingsstrukturen er nært knyttet til spørgsmålet om, hvorvidt danske universiteter kun skal uddanne eliten eller også en bredere del af befolkningen. Den nuværende model vanskeliggør opretholdelsen af universiteterne som institutioner for eliteuddannelse.

• Venstre bør arbejde for en indførelsen af et budgetteringssystem for universiteterne, der er mere robust overfor variationerne i studenteroptaget og dermed tilgodeser hensynet til den langsigtede planlægning og til det ønskede omfang af universiteternes forskning.

Udviklingskontrakter. (POL 1.3.) Forslaget om udviklingskontrakter har allerede været genstand for en ofte meget følelsesladet debat. (Fx indlæg på vegne af DJØF, DM og IDA ved høring om udviklingskontrakter, den 19/4-99), (Universitets- og forskningspolitisk redegørelse, 1998). (Magisterbladet 6-99) (Udviklingskontrakter for universiteterne) (Forslag til lov om ændring af lov om universiteter m.fl.). Der kan dog næppe være tvivl om, at tanken om udviklingskontrakter i sig selv er fornuftig nok. Modstanden skyldes først og fremmest, at forslaget udover at afstikke nogle generelle principper også giver meget detaljerede anvisninger på måling af universiteternes indsats. Dette er af mange blevet opfattet som et forsøg på politisk detailstyring, som let bliver initiativdræbende.

Forslaget om udviklingskontrakter bunder i grunden i, at samfundet har mistet noget af tilliden til, at universiteterne kan styre og udvikle sig selv. Men der fokuseres i debatten for lidt på årsagerne til, at universiteterne har svært ved at klare problemerne selv. Der er flere steder i dette oplæg givet eksempler på disse årsager.

Ansatte kontra valgte ledere. Ønsket om en stærkere ledelse på universiteterne deles af mange både blandt de ansatte og blandt politikerne, og det diskuteres for tiden, om det er hensigtsmæssigt, at lederne er demokratisk valgt i stedet for at være ansat til at varetage ledelsesfunktionerne. Fortalerne for en sådan ændring fremfører bl.a., at en leder, der ikke er på valg, lettere vil kunne gennemføre forandringer, der er upopulære hos det flertal, der ikke er forskningsmæssigt toneangivende. Omvendt bør det give anledning til eftertanke, når universiteternes videnskabelige medarbejdere så kraftigt, som tilfældet er, vender sig mod en ændring af det bestående på dette område.

Det er også vigtigt at indse, at ændringer af ledelsesstrukturen på universiteterne ikke i sig selv løser problemer, med mindre der til ledelsen bliver knyttet både ansvar og muligheder for at opnå resultater. Som allerede omtalt, er mulighederne for at udøve ledelse beskedne, idet universiteterne kun i mindre omfang selv har rådighed over forskningsmidlerne og heller ikke har mulighed for at ændre den stive stillings- og lønstruktur. Det skal også nævnes, at ledelsens indflydelse på bygningsmæssige forhold er beskeden, idet fx penge til nybygninger kommer som separate bevillinger. Alle disse forhold har medvirket til at mindske interessen blandt ansatte med lederegenskaber for at lade sig vælge til ledende poster.

• Venstre bør arbejde for, at en ændring af ledelsesstrukturen på universiteterne ledsages af administrative ændringer, der gør ledelse mulig.

En universitetsreform ? Det afspejler et grundlæggende strukturproblem, at samfundet i stigende grad forventer, at universiteterne styres med samme dynamik og effektivitet som en privat virksomhed samtidig med, at de er underlagt det offentlige bureaukrati og ministeriernes politisk-økonomiske styring. De mange forslag til forbedringer, hvoraf nogle er omtalt ovenfor, må derfor forudses kun af have en beskeden effekt.

Det er fristende i stedet at foreslå en mere langsigtet og gennemgribende universitetsreform omfattende én eller begge af følgende to modeller:

1) En opdeling af de nuværende universiteter i

2) Omdannelse af universiteterne til selvejende institutioner.

Opdelingen skitseret under pkt 1) er analog med den, der kendes fx fra USA med "colleges" og "universities". Adgangen til 1. delsinstitutionerne kunne være fri, mens adgangen til universiteterne kunne reguleres gennem adgangsbegrænsning. Tanken bag pkt 2) er ikke fjern fra det eksperiment, der planlægges med den kommende IT-højskole (Aftale om finansloven for 1999).

Hvilke problemer ville være løst med disse strukturer ? Dette er et stort og komplekst spørgsmål, som ikke kan besvares udtømmende her. Men visse fordele er lette at få øje.

Ad 1) En opdeling af de nuværende universiteter i de to nævnte institutionstyper ville bl.a. byde på følgende fordele:

a) Det vil opfylde det politiske ønske om, at flere får en universitetslignende uddannelse (bachelorgraden).

b) Det ville være muligt at genskabe universiteterne som eliteinstitutioner.

c) Konkurrencen mellem undervisning og forskning ville forsvinde, idet undervisning af videregående studerende på universiteterne er så nært knyttet til forskningen, at der i realiteten er tale om to sider af samme sag.

d) Hvis forslaget kobles til, at undervisningen på 1. delsinstitutionerne ikke nødvendigvis behøver at være forskningsbaseret vil der blive tale om en økonomisk besparelse.

e) Gennemførelsesprocenterne på 1. delsinstitutionerne ville kunne øges, idet lærere uden den konkurrerende forskningsforpligtelse ville have mere tid og interesse for undervisningen.

En ulempe ved forslaget er, at universiteternes nuværende ansatte og deres fagforeninger givetvis ville være imod.

Ad 2) Omdannelse af universiteterne til selvejende institutioner ville bl.a. byde på følgende fordele:

a) Først og fremmest ville det give ledelsen et større økonomisk råderum, end universiteterne har nu. Ledelsen ville dermed have direkte indflydelse på både den langsigtede forsknings- og personalepolitik.

b) En dynamisk tilpasning af bygningsmassen ville være mulig.

c) Der ville være åbnet for et mere fleksibelt samarbejde med det private erhvervsliv om en løsning af behovet for specielle uddannelser.

d) De enkelte universiteter ville have en større mulighed for at profilere sig selv, både hvad angår forsknings- og uddannelsesprofil. Dette igen ville medføre en sund konkurrence universiteterne imellem.

De nuværende universiteters ledelser ville formentlig være for forslaget.

Der er stigende interesse i erhvervslivet for "sponsorering" af udvalgte forskningsområder (medicinalindustrien - medicinske fakulteter, LEGO - børnekultur) eller uddannelser (Danfoss - AUC om uddannelse af ingeniører). Modellen er jævnligt blevet kritiseret, idet den, hvis den griber om sig, kan medføre problemer for omfanget af den frie grundforskning, som er universiteternes særkende. Omvendt er der kun få eksempler på, at universiteter har sagt nej til at modtage økonomisk hjælp fra andre end offentlige kilder.

Netop fordi mange danske virksomheder er for små til at udføre en selvstændig forskningsindsats, er det af vigtighed at øge interessen og mulighederne for samarbejde mellem de offentligt ansatte forskere og erhvervslivet.

• Forskerparkerne bør opmuntres til spille en større rolle som formidlere af samarbejdet mellem universiteterne og virksomhederne. Det bør også gøres mere attraktivt for de større virksomheder med en selvstændig forskningsindsats at placere en del af aktiviteten i en forskerpark til glæde for begge parter. Endelig bør universiteterne stimuleres til at lade en del af deres medarbejdere arbejde i forskerparkerne i kortere eller længere perioder.

OH, 26/5-99