Holdning og handlekraft på et oplyst grundlag efterlyses.

Af Søren Graversen, MGK(V)

 

I et indlæg i Villabyerne i sidste uge (23.8) fremgår det, at formanden for sporten i Gentofte, Kjeld Storm, er glad for investeringen i udvidelsen af svømmefaciliteterne i Kildeskovshallen. I Venstre er vi enige med formanden i behovet for investeringer i sporten. Det er et område, hvor Gentofte efterhånden sakker langt bagud. Men når han skriver om besparelserne ved at udbygge netop i forbindelse med Kildeskovshallen og derved få penge til andre sportsformål, er jeg bange for, at han er faldet for den konservative propaganda.

Gentofte har ingen sportspolitik, og byggeriet er ikke led i nogen plan. Der er ikke i kommunalbestyrelsen fremlagt analyser af noget som helst. Der er således ingen, der for alvor ved, om de største behov ligger inden for lagkagefodbold eller pensionistgymnastik. Der er heller ingen analyser af svømmebehovet. Det er utvivlsomt tilstede, da der er en lang venteliste til svømmeundervisning for børn. Men ingen ved noget om størrelsen, hvor mange der forventes at komme, hvor stor trafikal belastning der forventes, hvor mange stævner der tænkes afholdt, hvor mange tilskuere til hvert stævne osv.

Der er ligeledes ingen analyser af udgifter ved alternative placeringer. Dette er borgmesterens plan. Take it or leave it. Indvielse på valgdagen næste år, som der står i projektmaterialet. I Venstre synes vi, at det giver mening at diskutere placeringer i andre bydele, enten i Hellerup på Tuborg Syd, eller i Vangede. Måske kan man antage, at det er dyrere at bygge på Tuborg Syd, men ingen har som sagt regnet på det. Og hvorfor skulle det i øvrigt ikke være billigere at bygge i Vangede, måske i forbindelse med en renovering af det stærkt trængende stadion? I forvejen er det vel ikke sådan ligetil at bygge ud på det præmierede og fredede byggeri i Kildeskoven. Man kan seriøst spørge, om der mon er sat for få penge af til en udbygning, der matcher det eksisterende. Der er bevilget en sum, ca. 35 mio. skattekroner, og så må man se, hvor meget kvalitet, man kan få for dem. Jeg har forstået, at der i arkitektkredse luftes begrundet tvivl herom. Placeringer af svømmehaller i andre bydele kunne desuden nedbringe kommunens udgifter ved buskørsel til svømmeundervisning. Ingen har regnet på denne driftsfordel.

Hvem siger i øvrigt, at alt nybyggeri skal finansieres af kommunale skattekroner. I andre byer, jeg mindes umiddelbart Sorø, er private inddraget i opførelse og drift af en svømmehal. Det er uforståeligt, at man i det konservative, borgerlige Gentofte har så utrolig svært ved for alvor at få taget hul på øget samarbejde med erhvervslivet. Andre har vist vejen, men hos os savnes hos flertallet den fornødne politiske vilje og handlekraft. I Gentofte samarbejdes der tæt med socialisterne. A har tydeligt udtalt sin glæde over samarbejdet med borgmesteren. Intet under, når man betænker, at der i det store og hele føres socialdemokratisk politik. Til vore borgerlige venner må vi fra Venstre sige tydeligt: hop nu ned af den røde hest og se at komme i gang med et mere perspektivrigt borgerligt samarbejde. Hvortil al denne bekymring og forsigtighed, når der i andre kommuner landet over vises nye veje, som kan reducere udgifterne og frigøre kapital til flere påtrængende investeringer, bl.a. i sporten. Venstre er parat til en ny politik. Det er på høje tid.