Et rigtigt Godt Nytår 2001
Efter en del fægtninger i den første del af kommunalbestyrelsens indeværende funktionsperiode kan det omsider se ud, som om der på en række felter åbnes for nogle samarbejdsmuligheder. Overordnet var det positivt, at det i oktober omsider lykkedes kommunalbestyrelsens partier at finde sammen i et budgetforlig for indeværende år. Alle fik noget med i et resultat, som samlet må bedømmes som fornuftigt og afbalanceret.
Et andet godt resultat er beslutningen om at etablere et Erhvervsforum i kommunen. Det er et gammelt Venstre-ønske, som omsider fik de nødvendige stemmer fra De Konservative. Vi er glade for sejren, som betyder borgerligt fodslag i en sag til gavn for kommunens erhvervsliv. Jeg er sikker på, at C og V også kan sende et fælles tydeligt signal til erhvervene om, at dækningsafgiften som lovet bortfalder fra næste år.
Skolernes udbygning har givet anledning til flere diskussioner. I Venstre kan vi godt forstå, at mange er stærkt interesserede i de nye interessante tiltag og metoder, men vi mener fortsat, at der ved ombygningen af de tre første skoler, Gentofte, Tjørnegård og Maglegård, er afsat for lidt plads til undervisning. Senest har der dog i forbindelse med planerne for den nye skole på Tuborg Syd været præsenteret gode, store klasserum. Fra Venstre tolker vi det gerne som tegn på Konservativ besindelse. Det var jo især de meget små "hjemsteder", som førte til det oprindelige skoleudbygningsforligs fald.
I lokalområdet finder vi det væsentligt, at der med budgetforliget sættes kraftigere ind på vejes, cykelstiers og fortoves vedligeholdelse. Byggeriet på Vognfjedergrunden går planmæssigt frem. Når det står endelig færdigt, vil vi holde godt øje med, at der ved ibrugtagningen bliver foretaget en fornuftig og afbalanceret anvisning. Endelig kan det se ud, som om der er ved at komme skred i forhandlingerne med postvæsenet om postnummeret i Dyssegård, så også vi kan få et nummer, der henfører os til Gentofte kommune. Jeg støtter varmt disse initiativer, som vi følger på nært hold i Økonomiudvalget.
Jeg vil ønske for det kommende år, at vi vil komme til at opleve færre af de sager, som de senere år har belastet vores rådhus. I en kommune, hvor ét parti i generationer har siddet alene på magten, kan den slags vel næppe undgås. Venstre har været med til at pege på forhold, hvor der kan ske forbedringer. Venstre står for en liberal, oplyst og redelig politik på basis af grundige analyser. Vi søger den gerne gennemført i et bredt borgerligt samarbejde. Det skulle glæde os, om den seneste tids tegn på åbning fra Konservativ side måtte holde ved.
Vi ønsker alle læsere et rigtig Godt Nytår.
Søren Graversen, MGK(V)