Det handler om politik Af Søren Graversen MGK(V)
Det har været et uroligt halvår i kommunalbestyrelsen. Med aftalen mellem de konservative og socialdemokratiet om fordelingen af poster nu og efter næste valg har det politiske landskab ændret sig. I Venstre kan det være svært at glemme de kampagner, som vore konservative venner førte mod os ved valgene i 93 og 97: En stemme på Venstre i Gentofte er en stemme på A og SF, hed det. Nu ved vi alle, at en stemme på A er en stemme på Hans Toft, ligesom en stemme på C betyder socialdemokrater på ledende poster. Det er da i det mindste en melding, der skaber klarhed.
Foråret har været præget af mange "sager". Carport-gate har vist os nogle brudflader på et rådhus, hvor der trænges til udluftning. Det har været ubehageligt at grave disse sager frem. Det har sikkert også været ubehageligt for de konservative, at de blev afsløret. Der er givet og modtaget drøje hug. Ingen har dog anfægtet den dokumentation, der blev lagt frem. Det håber jeg, at borgerne lægger mærke til. Det handler om politik.
Så er der de mange elendige regnskaber. Jeg begyndte at skrive om disse forhold for fire år siden. Dengang blev kritikken afvist med konservativ indignation og kommunens revisor som bisidder. Nu ved vi, at kritikken var korrekt. Med selvransagelse og en ny mand på jobbet har Deloitte & Touche skiftet spor. Det viste sig, at vi havde ret. Millionerne er fosset ud af kommunekassen til konkurrencefrit arbejde. En snæver kreds af lokale virksomheder har haft betydelige fordele deraf, mens borgerne i Gentofte har fået for lidt for pengene. Nogle mener, at det er mudderkastning og smædekampagner, hetz mod borgmesteren og mangel på borgerligt samarbejde. Jeg synes, at man skulle hæfte sig ved, at den fremførte kritik desværre viste sig korrekt. Trods vores kamp for nye regler for udbud af kommunens arbejde viser det sig, at der sker en systematisk overtrædelse. Det handler om politik.
Der burde være mange områder, hvor Venstre og konservative kunne samle kræfterne. Grundlæggende er begge partier for fri konkurrence og øget samarbejde med det private erhvervsliv. Hvorfor er øget udlicitering af kommunale serviceopgaver så et tema, som ikke rigtig interesserer vore konservative venner? På børneområdet ser vi en øget kommunalisering, mens f.eks. Gentofte Børnevenner mister terræn. Man kunne da lade dem byde på driften af de kommunale børneinstitutioner som kompensation for tabet af legestuerne. Kommunen burde gå foran, når det gælder om at skabe valgmuligheder. Det gælder børnepasning såvel som hjemmehjælp. Hvorfor kan alle børnefamilierne ikke automatisk få en check med kommunens andel af en institutionsplads, så de selv kunne vælge, hvordan deres børn skulle passes? På Christiansborg er de konservative meldinger positive; i den konservative højborg Gentofte har det trods eget absolut flertal hidtil ikke interesseret helt så meget. Nogle siger, at det handler om personer. For mig handler det om politik.
Gentofte står foran store udfordringer: skoleudbygningsprojektet, Tuborg Syd, budgettet for blot at nævne tre opgaver som Venstre alle er med i. Det bliver økonomisk svære år, og jeg tror, at der er behov for liberale løsninger. Venstre ønsker en åben og redelig administration, fri konkurrence, velfærd og valgfrihed. Ethvert udspil, som går i den retning, vil blive modtaget positivt. Det forlanger vore vælgere af os. Det er det, vi står for. Det handler om politik.
September 1999