Danmarks laveste skatteprocent –

hvordan får vi det i Gentofte Kommune ?

af formanden for Gentofte Kommunes Venstre
direktør Hans-Georg Nielsen

Redaktionen for "Månedsavisen Her i området" har bedt mig om at give mit bud på overskriftens barske spørgsmål. Det gør jeg gerne, men jeg vil straks forudskikke, at målet for mig ikke primært kan være den laveste skatteprocent, såfremt det viser sig at en gennemførelse af dette mål betyder forringelse af den nødvendige service.

Der er mange opgaver at løse i de kommende år, der forestår bl.a. et betydeligt genopretningsarbejde efter 70 års konservativ dominans i Gentofte kommune.

Udgangspunktet herfor er dog ikke det dårligste. Gentofte er befolkningsmæssigt landets 7. største kommune og borgerne hører til i top fem hvad angår indtjening.

Havde vi ikke den omfattende kommunale udligning ville opgaven være let at løse. Men sådan er det ikke, og der består ingen politisk vilje på Christiansborg – hverken i den socialdemokratiske eller i den borgerlige lejr - til radikale ændringer af det nuværende system. Og det ville heller ikke være fair.

Der kan utvivlsomt skabes bedre udligningsregler som sikrer at modtagerkommuner ikke lulles i søvn af de tvangsoverførte midler og reglerne skal hele tiden holdes under opsyn. Men mærkbare økonomiske ændringer skal vi ikke forvente.

Opgaven må derfor løses ud fra de til rådighed værende midler.

Gentofte Venstre har aldrig lagt skjul på, at vi mener at der er behov for et mere afbalanceret forhold i den borgerlige lejr. Sagt med andre ord, der er behov for at de konservative bliver sat under pres således at vi kan få nye ideer til debat og gennemførelse.

Der er også behov for et pressemæssigt alternativ til Villabyerne som alt for længe har haft et reelt monopol på den kommunale meningsdannelse. Villabyerne er blevet et lidt bange blad som ikke rigtig tør tale annoncører og det herskende system imod. Bladet trænger til opkvikkende konkurrence.

Der er først og fremmest behov for en ny borgerlig politik i Gentofte. Det kræver, at borgerne stemmer flere venstrefolk ind i kommunalbestyrelsen ved kommunalvalget i 2001. Det tror jeg vil ske. Statistikken er meget tydelig og opmuntrende.

Men Gentofte Venstre skal selvsagt ikke vente på at landstendensen slår igennem. Gentofte Venstre skal komme med egne ideer og forslag.

Vi har taget initiativ til en erhvervspolitisk debat. Vi har taget initiativ til debat om skolerne fremtid. Vi har lagt forslag frem om erhvervsturisme. Vi har fremlagt en handlingsplan for et kønnere, grønnere og renere Gentofte. Vi foreslog på et tidligt tidspunkt, at vi skulle diskuterede IT- politikken i kommunen. Vi har ikke fået nogen reel respons.

Vi bider os fast i sager på rådhuset som ikke er ordentligt belyste, er fejlbehæftede eller som bærer præg af sammenspisthed. Fornærmethed er svaret.

Vi prøver at presse borgmesteren til debat og åbenhed. Indtil nu dog uden de store resultater. Man er for vant til at ordne sagerne i korridorerne.

I stedet for at diskutere foretrækker borgmesteren desværre at nedgøre modstanderne under valg-kampen. Jeg tænker på borgmesterens groteske påstand at en stemme på Venstre er en rød stemme. I øvrigt samtidigt med, at han ifølge pressen tog kontakt til SF for at sikre magten ved en frygtet tilbagegang. Der er masser af plads til at hæve det politiske debatniveau i kommunen.

Gentofte Venstres påstand er, at vi kan skabe bedre forhold for borgerne og samtidigt spare penge og dermed skattekroner.

Der skal ses meget grundigt på forvaltningens virkemåde og størrelse. Efter 70 år ved magten kan det nuværende flertal – naturligt nok - ikke mere se egne fejl og fejltagelser. Der er behov for langt bedre styring.

Der er igen tvivl om, at udlægning af driftsopgaver, også indenfor ældreplejen, kan skabe bedre forhold for borgerne, også for de ældre. Det er bevist andre steder. Så det er bare om at komme i gang.

Såfremt det kommunale maskinel ikke bruges effektivt må der andre løsninger til. Det gælder også brandvæsnet.

Vore kommunale daginstitutioner er bestemt ikke de billigste i Danmark. Og ingen påstår, at de er de bedste. Også her er der meget at tage fat på.

Vore skoler er ikke de dårligste men heller ikke de bedste. Overenskomsterne er et problem men lærerkorpset mangler også klare meldinger fra politikerne. Skolesystemet vil koste flere penge i de kommende år. Her kan der på grund af befolkningsudviklingen næppe spares. Men det kan gøres bedre.

Der er behov for en debat om hvad kommunen skal klare og hvad borgerne selv kan tage sig. Borgernes penge klattes fx væk til ineffektiv kogning af ukrudt, ineffektiv fortovsfejning og om vinteren til saltning selvom der hverken er frost eller sne eller is på vejene.

Gentofte Venstre mener, at dette er et område hvor borgerne selv bør tage fat. Ukrudt og fejning af fortov må igen være den enkelte borgers opgave. Belønningen vil være sparet skat.

Porten til Gentofte – Strandvejen – forsømmes. Der flyder ofte med affald. Handlende og kommune må finde en ny arbejdsdeling. Også de handlende har et ansvar for en ren kommune. Og det gælder ikke kun på Strandvejen.

Selvom skatten er steget i de senere år er kommunen blevet mere og mere nusset. Man har ikke magtet at vende skuden i tide, man har stukket hovedet i den uklippede busk og bare håbet på bedre tider. Det er som bekendt ikke nok.

Jeg ser gerne, at Gentofte kommune får et antal lokalråd. Jeg bor i Hellerup og synes sommetider, at rådhuset er langt væk. Jeg tror, at et velfungerende lokalråd kunne have forhindret skandalen om Hellerup skole og jeg tror, at vi aldrig have fået de intetsigende reklameskilte såfremt lokale interesser have haft indflydelse. Jeg tror, at IKEA bygningen ikke ville være blevet opført men at kommunalbestyrelsen ville være blevet tvunget til at tænke sig om og fx havde udlagt området til fx IT virksomheder.

Jeg mener, at vi har behov for et erhvervsforum hvor erhvervslivet kan drøfte kommunens erhvervsmæssige udvikling med politikerne på lige fod og ikke som nu på lukkede møder hvor samarbejdsmodellen bygger på del og hersk princippet.

Selv en udbygget villakommune som Gentofte må gøre sig tanker om fremtidens erhvervsliv.

Gentofte Kommune skal igennem en økonomisk og administrativ hestekur før der kan blive tale om at få den laveste skatteprocent i Danmark. En sådan skatteprocent er dog som sagt ikke målet i sig selv. De kommende års mange opgaver skal jo løses forsvarligt.

Men en lav skatteprocent er tegnet på, at opgaverne løses hensigtsmæssigt og effektivt. Dette bør efter min opfattelse - som før 1929 - ske i et samarbejde mellem Venstre og de Konservative.

Skulle dette samarbejde med tiden udmønte sig i landets laveste skatteprocent vil det være kronen på værket.

Jeg er blevet opfordret til at give stafetten videre. Jeg giver den til formanden for Handelsstandsforeningen og konservativt kommunalbestyrelsesmedlem fru Marianne Zangenberg.

 

 

Hans-Georg Nielsen