Venstre i Gentofte Kommune
Et smukt og miljørigtigt Gentofte"
"Et kønt, mere grønt og rent Gentofte"
Venstre i Gentofte fremlægger hermed en samlet plan for et kønnere, mere grønt og rent Gentofte.
Gentofte fremtræder desværre i stigende grad som en noget slidt og nusset kommune. Det kan ændres ved et energisk samvirke mellem borgere, erhvervsliv, erhvervs- og grundejerforeninger og politikere.
Derfor denne plan, som vi fremlægger til inspi-ration, debat og ikke mindst til gennemførelse.
Mange af Venstres forslag kan iværksættes straks. Andre kræver forhandlinger og nogle kræver langsigtet planlægning. En ting er dog sikkert.
Der skal startes nu.
Det er Venstres opfattelse, målene i planen i høj grad kan nås ved klare målsætninger, bedre planlægning og kvalitetssikring.
I det omfang der herudover er brug for ekstra penge, må pengene findes indenfor budgettet. Kvalitet koster som bekendt penge.
Gentofte Venstre mener, at en debat som afklarer grænsen mellem det offentlige og det private ansvar er en særdeles vigtig debat. Er det fx en samfundsopgave at feje husejernes fortove ? Skal kommunen feje efter forurenende butikker eller skal disse feje for egen dør ?
Har kommunen ret til at plastre det offentlige rum til med reklamestandere ? Er det acceptabelt, at
politikerne vælger kortsigtede og halvdårlige offentlige løsninger ?
Det meget omtalte nærhedsprincip bør også bruges i debatten i Gentofte. Hvem bør løse en konkret opgave ? Hvordan sker det bedst og billigst ? Vores udgangspunkt er klart. Ansvaret skal så vidt muligt ligge hos borgerne.
For ca. 100 år siden havde Gentofte mange private villaveje. De er i mellemtiden gået af mode. Det bør overvejes om ikke veje/ vejlaug, som måtte ønske at overtage ansvaret for egen vej igen bør have mulighed for selvforvaltning på økonomisk fornuftige vilkår. Det er vores opfattelse, at en sådan mulighed vil stimulere ansvarsfølelsen og fremme målet: Et smukt og miljørigtigt Gentofte.
Gentofte Venstre den 29.02.2000
1. Veje, fortove og parker i Gentofte skal igen fremtræde velholdte og rengjorte
Kommunens aftaler med private firmaer om fejning af vejbaner og fortove skal gennemgås med henblik på kvalitetssikring og forbedring.
Kvaliteten skal bl.a. sikres ved, at planerne for fejningen af de enkelte veje, stier m.v. offentliggøres. Tidsplanerne for fejningen skal offentliggøres, så beboerne på de enkelte veje kan følge med i, hvornår deres vej bliver fejet.
Overfyldte papirkurve skal tømmes straks. Det skal være bedre kontrol med tømningen. Planerne skal opdateres med henblik på at opnå et ordentligt serviceniveau. Der er også behov for bedre sikring af papirkurvene mod dyr.
Gentoftes "visitkort", Strandvejen, har altid været et smertensbarn. Kommunen mener efter 200 års erfaringer, at en fejning hver 14. dag er nok. Det er det ikke. Det bør ske oftere. Især fordi husejere og butikker ikke medvirker til renholdelsen i nævneværdig grad.
Der er behov for mere omhyggelig og professionel vedligeholdelse af mange grønne arealer. Fx er Rosenhaven og omliggende arealer og bygninger ved Hellerup Havn et trist eksempel på de senere års vanrøgt.
Nu skiftes roserne i Rosenhaven. Det er godt, men meget mere kan gøres.
Mange veje og fortove fremtræder typisk i en ringere stand efter ledningsejernes gravearbejder. Der skal derfor stilles større krav til kvaliteten af
reetableringen. Kontrollen skal udføres af kommunen og beboerne.
Skæve og ujævne fortove skal oprettes.
Vejskilte og trafikskilte fremtræer ofte nussede. Ofte dårligt vedligeholdte. Der skal derfor laves en plan for deres vedligeholdelse og renholdelse. Planerne skal offentliggøres.
Mange fortove i kommunen fremtræder efterhånden helt "grønne". Ordningerne med "kogning" - eller "brænding" - af ukrudtet skal i lighed med fejningen gennemgås med henblik på forbedring og en bedre kvalitetssikring. Planerne skal ligeledes være offentligt tilgængelige.
Sprøjtning af ukrudt skal ikke genindføres.
Hække, der breder sig ud over fortove, skal skæres tilbage af husejerne - eller om nødvendigt for deres regning.
2. Indsatsen mod graffiti og hærværk skal øges
Gentoftes "Graffiti -ordning" skal gøres mere synlig, og der skal gøres en mere målbevidst forebyggende indsats mod hærværk.
3. Vore strande og grønne områder skal være rene
Vore strande skal være rene. Der skal sikres en løbende rensning af strandene og de strandnære områder for affald, glas og bålmateriale. Fx er der næsten hvert år store problemer med tang i bugten syd for Hellerup Havn og bag søbadet ved Charlottenlund Strand. Tangen skal fjernes, inden den begynder at gå i forrådnelse til stor gene for
naboer og borgere, som vil benytte de tilstødende rekreative arealer.
Vandkvaliteten i vore søer og vandløb skal opretholdes; fx skal søerne passes, så tilgroning forhindres. Udledning af sundhedsfaligt kloakvand i Øresund skal stoppes.
4. Det visuelle miljø skal forbedres
Vi skal positivt skille os ud fra fx København og Gladsakse. Vi skal have vores eget design for offentlige læskærme, reklamesøjler, papirkurve, vejbelysning og vejskilte.
Muligheder for blomsterbeplantning på kommunale arealer bør vurderes. Det smukke og karakteristiske skal bevares og fremmes.
Der skal indledes forhandlinger med de handlende på "IKEA" grunden med det formål at få fjernet de store reklameskilte på bygningernes tag.
Ligeledes skal "lyset slukkes" i læskærmenes reklamesider. Reklamesøjlerne skal over en kortest mulig årrække væk igen.
Der skal stilles krav til kvalitet og design af "postskabene", der fremtræder grimme og ofte dårligt vedligeholdte.
De nu anvendte el- og kabelTV kasser trænger ligeledes til et designmæssigt løft.
De mange mobiltelefonselskabers "radiomaster" skyder op over hele Danmark på hustage og kommunale bygninger i hastigt tempo. Der skal i Gentofte etableres en politik, som kan begrænse den visuelle forurening som disse nye antenner repræsenterer.
Kommunens bygninger skal fremtræde med et godt vedligeholdelsesniveau.
Kommunens motorvejs- og jernbaneunderføringer bør tages i kritisk øjesyn og der bør findes løsninger for opnåelse af bedre og kønnere forhold.
5. Storskraldsordning
Der er nu etableret mulighed for, at borgerne kan få fjernet storskrald. Med henblik på at sikre, at ordningen fungerer efter hensigten. bør der gennemføres en undersøgelse af brugernes tilfredshed med de ny ordninger. Problemet med storskraldsordingen er bl.a., at det kræver præcis afhentning. Ellers er fremlæggelse af affald direkte skæmmende. Der er desuden behov for regler for tidspunkt for udlægning og mængder.
6. Miljøet omkring de grønne kuber til opsamling af papir og flasker skal forbedres
Miljøet omkring de grønne kuber til opsamling af papir og flasker skal forbedres væsentligt. Kuberne, der fremtræder meget lidt diskrete i bybilledet, er ofte omgivet af affald, der ikke har været plads til eller som ikke hører hjemme i de overfyldte kuber.
Der skal findes mere æstetiske løsninger for opsamlingen af papir og flasker og der skal gøres en aktiv indsats for at renholde arealerne omkring kuberne. Politikerne skal stille klare krav til design og placering.
Der skal etableres en frivillig genbrugssektion på "containerpladsen". Her skal borgerne kunne stille genanvendelige genstande, som ellers ville være blevet smidt ud, til fri afhentning.
7. Grønne regnskaber og kontrakter
Kommunen skal udarbejde grønne regnskaber og der skal etableres aftalesystemer, som giver de daglige brugere af kommunale bygninger og anlæg incitament til større ressourcebevidsthed.
8. Støj fra tog og biltrafik skal mindskes
Vi skal være parate til at værne om de støjfølsomme områder.
Den kommunale forvaltning skal stå på de støjplagede borgers side og aktivt hjælpe dem. Hurtigt sagsbehandling ønskes, fx ved at foretage støjmålinger og give vejledning i afhjælpning af problemerne.
Der er uacceptable forhold omkring støj fra S-tog.
Natlig omladning af aviser giver også problemer.
Støjen fra de store gennemgående veje skal også søges dæmpet.
Hastighedsbumpene giver ekstra støj. Lad os få en konkurrence om udvikling af hastighedsdæmpende foranstaltninger, som mindsker bilstøjen samtidig med, at de ikke er grimme og ødelægger bilerne.
Der skal ved asfaltarbejder på vejene bruges støjsvage belægninger.
9. Lugtgener skal bekæmpes
Kommunen skal være meget aktiv i sådanne sager og hjælpe borgerne på enhver måde.
10. Borgerne skal inspireres til at medvirke aktivt
Borgerne skal deltage aktivt i at skabe "et kønt mere grønt og rent Gentofte". Vi skal arbejde med vores holdninger og normer for god adfærd. Det skal ikke være acceptabelt at smide papir og andet affald på gaden og hundeejerne skal selv sørge for, at deres hundes efterladenskaber kommer i en affaldsspand og ikke ender på naboens fortov.
11. Erhvervslivet har et ansvar
Erhvervslivet skal også medvirke til at gøre Gentofte kønt, mere grønt - og rent. Bygninger og handelsstrøg bør fremstå pæne og godt vedligeholdt.
Virksomhederne bør giver facader og udstillingsvinduer en udformning, som tager mere
hensyn til ejendommenes og omgivelsernes arkitektur end til skiftende reklamekoncepter. Der findes mange gode initiativer, men meget mere kan gøres.
Kiosker og andre forretninger med "affalds-produktion" bør selv rydde op efter de kunder, som efterlader papir og emballage i kvartererne omkring butikkerne. Handelsstand og grundejerforeninger har her en vigtig opgave.
12. Der skal nedsættes et "Miljø- og forskønnelsesråd"
Arbejdet med at genskabe Gentofte som en køn, grøn og ren kommune, skal forankres i et "Miljø- og forskønnelsesråd", der skal have en bred repræsentation fra de mange forskellige områder, som trænger til et løft. Rådet, der skal være rådgivende og vejledende, skal bl.a. efter eget initiativ kunne optage sager, der vedrører "miljøet" i Gentofte.
Der skal afsættes midler til en grøn pulje på kommunens budget. Puljen anvendes efter samråd med "Miljø- og forskønnelsesrådet", hvor borgerne har mulighed for at få hjælp til gode initiativer.
13. Afholdelse af en årlig "Ren Gentofte dag"
Der skal afholdes en årlig "Ren Gentofte dag", hvor initiativer, der har gjort Gentofte " kønt, mere grønt og rent" synliggøres samtidigt med, at Miljø- og forskønnelsesrådet uddeler "Miljø- og Forskønnelses-prisen". En pris, som gives til årets bedste initiativ, som har været med til at gøre Gentofte smukt og miljørigtigt.
Vil du vide mere om Gentofte Venstres politik
Så kontakt formanden på 39620090