Få overraskelser på novembermødet
Langsom sagsbehandling i Scheel-Larsen sagen
Lokalplan for håndværket i Skovshoved
"Privatisering" af fortovsfejningen
Skoledebat - endnu en gang
Et godt råd
Dagsordenen var lang, men egentlig uspændende. Mange ekspeditionssager skulle over kommunalbestyrelsens bord: småbevillinger, regnskaber, justering af regelsæt, problemfri lokalplaner osv. Inden vi nåede så langt, var der dog spørgetiden. En borger ville høre til flere lejelejligheder. En gruppe forældre mødte op for at sikre sig, at der ikke var ugler i mosen med fremrykket indskrivning til skolefritidsordning. Fra Gentoftepatrioterne var der gensyn med Niels Werner, der ville høre, hvorfor kommunen var så langsommelig i sin sagsbehandling i Scheel-Larsen sagen. Mon ikke det gjorde indtryk på De Konservative, da han kunne påvise, at ejendommen fortsat var en brandfælde, og at en lejlighed ulovligt blev anvendt til restaurationsformål, uden at noget tilsyneladende var sket.
I tre sager var der debat. Pkt. 5 handlede om en lokalplan for et område ved Melchiorsvej i Skovshoved. Her har der på kommunal grund i vel op mod 50 år været nogle garagebygninger, der husede en gruppe lokale håndværksmestre. Nu skulle dette formål sikres. Fra Venstre argumenterede vi for, at nabogrunden Teglgården, som også er kommunens, drages ind i planlægningen. Der har her været snak om anvendelse til plejehjem, men det kan vel også være nyttigt at tænke på den nærliggende Skovshoved skole, som står foran ombygning ifm. skoleudbygningsprojektet. Vi understregede, at det ikke handlede om at sætte håndværkerne ud, men om at få mere helhed og fremsyn ind i planlægningen. Bl.a. kunne det være, at grænsedragningen mellem matriklerne ikke var helt optimal, sådan som det foreligger i dag. Det er synd at sige, at der var megen imødekommenhed fra flertallets side, selv om forslaget var præsenteret urbant. OK, det drejede sig kun om at sende forslaget til høring. Det gik vi med på, og så må det vise sig, om der kan blive flertal for en bredere løsning.
Under pkt. 15, "Tillægsbevilling på 850.000 kr. til fortovsfejning" prøvede Venstre at slå til lyd for, at andre målsætninger kunne drøftes inden for beløbsrammen. Måske er det en velerhvervet Gentofte-herlighed at få fejet sit fortov, men det er det eneste sted i hele Danmark, hvor det sker. Vi skal næste år finde min. 10 mio. kr. til omplacering og fornyelse, så måske kunne det være en idé at starte her. Det kunne fx være, at man kunne få oprettet flere af vore skæve fortove, få lappet flere huller i veje og cykelstier eller måske få fejet lidt mere intensivt på de befærdede strøggader. I øvrigt er der en del, der siger, at fortovsfejningen har de faktisk ikke set meget til. Dette kom der ikke noget ud af denne gang, men vi kan da tage det op igen senere. I øvrigt stemte vi for fejningen, da det er budgetstof for det kommende år.
Sidste fægtning stod om udbygningen af Gentofte skole. Ingredienserne var stort set de samme som ved tidligere lejligheder, dog med den forskel, at man fra flertallet pludselig mente, at Venstre ikke skulle tage patent på klasseværelserne. Dem havde både A og C megen sympati for. Ved sidste møde blev det ellers sagt, at der fremover må regnes med stort set udelukkende gruppe- og projektarbejde. Nuvel, hvis man vil have rigtige klasser, så må man også afsætte kvadratmetrene dertil. Det er her, det kniber noget. For Venstres skyld må man meget gerne arbejde med varierende undervisningsformer, men der skal være ordentlig plads. Med såkaldte "hjemsteder" på ca. 32 m2 er der ikke plads til nogen synderlig undervisning i en hel klasse på 25 og flere børn. Ordene er måske tålsomme, men efterhånden som planerne bliver mere konkrete må vi tage afstand fra byggeprojekterne. Der er ikke plads nok. Så enkelt er det.
Må jeg i øvrigt anbefale de konservative en mere levende debatform. Oplæsningen af de mange forvaltningsoplæg kunne for min skyld kortes ned, så der blev lidt mere tid til egentlig politisk diskussion. Gerne med flere af de tavse konservative medlemmer. Det vil nok også interessere de fremmødte lidt mere.
Kl. 21.20 var dagsordenen udtømt, og der blev tid til et stykke smørrebrød i kantinen.
Søren Graversen, MGK(V)