Kommunalbestyrelsesmødet, den 1. november 1999

Vi så det i Tamil-sagen; i Gentofte kommunalbestyrelse er det efterhånden hverdag: en alt for stærk sammenblanding af politik og jura kommer der intet godt ud af. Naturligvis skal vi holde os inden for lovens rammer. Vi skal lytte til den juridiske rådgivning, så spillereglerne overholdes. Men når den politiske debat bliver afløst af administrativ frygtsomhed, og når paragrafferne skal granskes, før man viser holdning, så skal det gå galt.

På tre punkter var kommunalbestyrelsens oktober-møde (jo, det var oktober-mødet) præget af denne cocktail. I spørgetiden var der mødt flere borgere. Først Aage Pedersen, der for x’ende gang klagede sin og naboernes nød i Døgnetto-sagen. Derefter Torben Faurby, ligeledes i Døgnnetto-sagen. Så kom advokat Michael Andreasen, som repræsenterede en borger, hvis byggeret på 90% blev frataget ham med et projekt på 50%. Endelig optrådte advokat Ole Malmquist som repræsentant for den fru Jørgensen, der blev franarret 42.800 kr. af sin kommunale hjemmehjælp.

I reglerne om spørgetiden er det fastsat, at man ikke kan få svar med det samme, hvis sagen i øvrigt optræder på kommunalbestyrelsens møde. Derfor var det kun fru Jørgensens sag, der blev behandlet i denne indledningsrunde. For Venstre er sagen klar nok: kommunen kan ikke sige sig fri for et medansvar for, at fru Jørgensen – der jo i Gentofte ikke engang frit kan vælge hjemmehjælp - får besøg af en tidligere straffet medarbejder, som fortæller hende, at hun gerne må få udleveret fruens pin-kode. Borgmesteren har søgt at overbevise os om, at der ikke er hjemmel til at udbetale pengene. Jeg tror, at det snarere handler om politisk vilje. Hvor er den paragraf, som skulle forbyde os at udbetale en form for godtgørelse? Nu har flertallet (læs: C) i Økonomi-udvalget besluttet at rådføre sig med ingen ringere end kammeradvokaten for at høre, om det mon kan gå an. Det skal nok vise sig at være dyrere end at betale fru Jørgensen hendes penge tilbage. "Lytte og handle" siger Toft. Jeg siger: "omsvøb og bortforklaringer".

Så til dagsordenen. Døgnnetto var trukket frem fra pkt. 17 til pkt. 1; så kunne de fremmødte borgere fra lokalområdet da få hørt synspunkterne uden at skulle vente i timevis. Det var i øvrigt efter gentagent pres fra Gentofte-listens Kim Philip, at sagen af Hans Toft modvilligt blev rykket frem. Ingers udmærkede indlæg kan læses andetsteds på hjemmesiden. Men det er næsten for pænt! Nu er borgerne blevet generet lige siden 1991, og fortsat må de finde sig i dårligt beslutningsgrundlag, fejlagtige oplysninger, manipulation, udenomsforklaringer og slendrian. Det er til at blive vred over. Som fx, da man i årevis hævdede, at de umiddelbare naboer ikke var parter i sagen, selvom det var dem, der blev vækket om morgenen. De måtte gå til Tilsynsrådet for at blive part! Eller den om medarbejderen, som havde indgået en aftale med borgerne, som kommunen siden ikke ville stå ved: "medarbejderen er her ikke mere", hed det. Eller mangel på handling: Det er ikke vores bord, men politiets (som i parentes heller intet foretager sig, idet de mangler en anmeldelse/et påbud fra kommunen). Det er utroligt, hvad disse borgere har måttet stå model til. Kan det bare vaskes af med Ældredage og Festuge? Nu viste det sig, at De Konservative følte sig tvunget til at tage sagen tilbage i Teknisk Udvalg, og så må vi se, om det reelt hjælper. Borgerne er lige på kanten af at anlægge sag mod Gentofte kommune. Det kan ikke være meningen. Jura og politisk anstændighed er også i denne sag på konfliktkurs.

 Sidste egentlige fægtning handlede om dagsordenens pkt. 2: Forslag til lokalplan 153, Sigridsvej 2A/Bengtasvej 1A. (Inger har i sit andet indlæg, som ligeledes kan ses på hjemmesiden, givet alle detaljerne, som der hermed henvises til). Det handler om en smal grund lige bag ejendommene over for Blidah. Her har der siden 1907 været en tømmerhandel. Området har i alle årene været en del af centerområdet langs Strandvejen og haft en bebyggelsesprocent omkring de 90-100. Ejeren ønskede at udnytte denne ret, som der i øvrigt er betalt skat af gennem generationer. Et smukt projekt med en behersket udnyttelse af byggeretten, ca. 67%, blev udarbejdet af et velrenommeret arkitektfirma efter indledende forhandlinger med forvaltningen. Så gik det galt: først måtte han se det overgå til villaområde (25%); den sag blev dog standset, velsagtens i erkendelse af, at det næppe holdt i byretten. Nu blev der så fremlagt et forslag med 50%.

I paragrafferne hedder det "vederlagsfri regulering", men jeg kalder det nu tyveri. Hvis man ønsker at fratage ejeren hans værdier, ville det være mere anstændigt at kalde det ekspropriering og give ham en erstatning for hans tab. Det må sende kolde gys ned ad ryggen på mange ejendomsbesiddere i kommunen. At der i oppositionen er partier, der finder det i orden, bør vel ikke undre. Men at De Konservative vil nedkæmpe en borger, som imødekommende har indrettet et fornuftigt projekt og sat sig i udgifter efter anvisninger fra kommunen, det er for groft. Også her støder ordentlighed og paragraffer sammen. Det er da klart nok, at der i høringsområdet vil være en del borgere, der finder de 50% mere end rigeligt. Hvem vil ikke gerne have nabogrunden udlagt så grønt og et nybyggeri så lavt som muligt? Det er også legitimt, at et flertal i kommunalbestyrelsen er bekymret for en alt for stor fortætning i boligområderne. Men så må man altså også være villig til at forhandle sagen på plads med ejeren.

Mange småsager prægede det meste af den resterende dagsorden. Dog fik Inger en personlig politisk sejr: Efter langvarig kamp imod yderligere dispensation for afbrænding af haveaffald, - det kan bl.a. medføre forurening med den meget farlige gift dioxin - lykkedes det hende at vende kommunalbestyrelsens flertal, så der nu kun er dispensation til Skt. Hans bålet!

 Søren Graversen, MGK (V)