Livlig spørgetid med uro på tilhørerrækkerne

For meget jura og for lidt smidighed

Ny plan for Det gule Palæ støder på modstand

Venstre rejser debat om miljø og undervisning af tosprogede

 

Mødet i kommunalbestyrelsens aprilmøde indledtes med den sædvanlige spørgetid, der denne gang kom til at vare langt over den normalt afsatte halve time. Seks spørgere havde fundet vej til rådhuset og ville forhøre sig om så forskellige forhold som: lovligheden i kommunens anskaffelse af boliger til flygtninge, fremtiden for kolonihaverne i Tuborg Haveby, beredskabsplanen for Storkøbenhavn og lokalplanen for Det gule Palæ på Ordrup Jagtvej. En enkelt spørger ville rette opmærksomheden mod kommunens administration af nogle flygtningeboliger i Hellerup og gav højlydt udtryk for sin utilfredshed med "det plumrådne flertalsstyre", in casu borgmesteren. Efter at være kommet med tilråb fra tilhørerpladserne måtte han forlade salen stillet over for trusler om politiets indgriben. Vedkommende har i øvrigt tilhold på rådhuset, hvor han bl.a. skal have vist systemet sin ringeagt i form af fremvisning af sin blottede bagdel i socialforvaltningen! Sådan kan kommunalpolitik også være ganske farverig.

Den ivrige deltagelse fra de politiske partier bar tydeligt præg af, at næste valg til kommunalbestyrelsen ligger lige om hjørnet. Gad vidst, om ikke borgmesteren ser frem til spærretiden for spørgsmål, der gælder fra og med august.

Den ordinære dagsorden indledtes med spørgsmål til forretningsordenen. Jørgen Pers fra Gentofte-listen havde kort inden aprilmødet begæret et spørgsmål om en ulovlig nedrivning af en ejendom på Strandvejen i Skovshoved forelagt den samlede kommunalbestyrelse. Han havde ønsket den behandlet på majmødet og var utilfreds med, at den blev fremlagt allerede nu, hvor han ikke havde haft tilstrækkelig tid til at forberede sig. Borgmesteren fastholdt dagsordenen, men måtte til sidst trække sagen, da jeg blev nødsaget til at foreholde ham Styrelseslovens bestemmelser for sagers rettidige behandling. Ærgerligt at et positivt politisk debatklima skal forplumres af helt overflødige - og i dette tilfælde endda ukorrekte - juridiske spidsfindigheder. Selve sagen vender jeg tilbage til næste måned.

Debatten samlede sig om punkterne 3, 22 og 24. Det første handlede om det nye lokalplanforslag for Det gule Palæ. Vi kunne støtte det fremlagte forslag, som nu indeholder en mindre omfattende tilbygning med bl.a. ungdomsboliger og en større bevaring af nyttehaverne. Vi fremhævede dog det fortsatte behov for afholdelsen af et møde med borgerne i bebyggelsen og i lokalområdet, sådan som det blev lovet ifm. det tidligere lokalplanforslag. Der er behov for en grundigere offentlig diskussion af planens konsekvenser, og vi kan ikke rigtig bruge de angiveligt ca. 300 borgmesteropringninger til udvalgte borgere til noget. Underhånden har vi fået indtryk af, at dette initiativ er blevet ret forskelligt modtaget.

De sidste punkter var spørgsmål rejst af Eyvind Vesselbo. Det første drejede sig om forureningsundersøgelsen af grunden ved Travbanen, som kommunen har erhvervet til en børneinstitution. Her har Venstre taget det standpunkt, at en tidligere benzintank i hjørnet af Travbanen med støv fra ekvipagerne lige ved siden af næppe er den optimale start for et godt børnested. Det andet punkt var en forespørgsel om kommunens politik for undervisning af to-sprogede elever. Det var mit indtryk, at der efter spørgsmålets besvarelse stadig var mange løse ender, og jeg er sikker på, at Eyvind vil gå videre med sagen.

Forhandlingerne sluttede tæt på kl. 22 og blev dermed et af de længere siden efterårets 5-6 timers maratonmøder.

Søren Graversen, MGK